Jens Bo Hansens referat fra kampen:
 
På en mørk og våd decemberdag, der dog mest mindede om en almindelig vindblæst efterårsdag, drog 2.-holdet til Gribskov/Helsinge for at møde de lokale helte. 
 
Først færdig var deres referent. Af en eller anden uforklarlig årsag afveg jeg fra den variant i Leningrad, som jeg har spillet mod Jørgen de seneste gange. Et tidligt b4 var ment som et kreativt forsøg på at lede partiet i nye retninger - og det kom det også efter min modstander svar med e5. Allerede da det skete, fortrød jeg - og kamplysten forduftede. Efter yderligere et par træk tilbød jeg remis efter devisen - jeg står lidt under, så fint med en ½. Min modstander accepterede.
Næste, der blev færdig, var Agger. Egentlig var jeg optimist, da jeg kom forbi og så, at en Philidor med Agger som sort havde udviklet sig med afbytning af d-bønderne og løberpar til Agger. Jeg tænker, at de har hældt et eller andet i Aggers havregrød på plejehjemmet, for pludselig fór han frem med b- og c-bønderne - og haps, haps så er den ene forsvundet, og der var et stærkt ubehageligt angreb på konge og f7. Selvom Agger sprællede, så holdt det ikke i længden.
Næste mand færdig var Arne, der tidligt ofrede en bonde for initiativ. Modstanderens udvikling var hæmmet, og Arne fik stillet brikkerne op til "ballade". Desværre overså Arne, hvor stærkt Lg8 (skak) var. Kongen på h7 kunne ikke gå til h8, fordi Arne kunne dække modstanderens trussel mod sin Dronning med Lc4 og skak fra et tårn på e8 - der ville være mat eller tårngevinst. Ved Kg6 havde Arne det dejlige stilletræk De3 også med tårngevinst eller mat til følge. Arne havde ikke set De3 - og fik byttet dronninger med fortsat initiativ for bonden og remistilbud. Det blev modtaget.
Ebbe spillede en klassisk drage bag de sorte klodser. Intet overraskende de ca. første 10 træk. Så spillede modstandeeren f4 før Kh1 - og Ebbe erindrede, at det skal besvares med Db6. Modstanderen svarede Dd3 - og så rakte hukommelsen ikke længere. Ebbe valgt at bytte en hyp d4 og derefter flytte dronningen til a5 i stedet for direkte at spille det anbefalede Sg4. Muligvis en TN - men ikke rigtig nogen forbedring af den sorte stilling. Det er vist den pæne udlægning! - og derfra kæmpede Ebbe for at bjærge partiet til remis. Da det endte i dobbelt tårnslutspil med 7 bønder på hver side blev fredspiben røget.
Martin spillede tidligt c5 med sort i en dronngegambit, men overså en kombi, der kostede en bonde, i midtspillet. Herefter blev der slidt og slæbt - og det lykkedes at få byttet det meste træ. Tilbage var et uligefarvet løberslutspil med 4 bønder til hver på kongefløjen og en ekstra a-bonde til modstanderen, der dog ganske velvilligt gik med til at bytte 3 af de 4 bønder. Herefter var det kun manglende tid og en presset blære, der kunne ødelægge partiet. Det lykkedes at bjæge en halv og redde blæren og æren:-)
Helge var rigtigt godt med længe, men mens modstanderen fik placeret tårnene i d- og c-linjen og aktivieret løber og springer fik Helge kørt lidt for meget frem og tilbage med dronningen og fik lavet et lidt for tidligt bondefremstød til e5. Det gav modstanderen mulighed for at placere tårnene på anden revle - og det er som bekendt sjældent behageligt. Det var det heller ikke for Helge, der vred sig mere og mere på stolesædet. Til sit gav modstanderen en skak, der kostede en officer. 0-1.
Man skal passe på med at gentage sig selv - men Jørgen spiller altså som dagens verdensstjerner. Langt posi-parti med flere underliggende taktiske pointer. Der blev løbende byttet træ - og det så helt lige ud da, der kun var tårn, springer og et par bønder tilbage på hver side. Modstanderen tilbød en fed bonde - og desværre har vi ikke haft Jørgen med i Lille-Lars-land før. Her er folket stadig mærket af fortiden - og absolut ikke til at stole på!! Der er naturligvis ikke noget "gratis" deroppe - og modstanderen gennemførte sin springer-gaffel, der kostede tårnet - og ja, modstanderen kunne godt sætte mat med tårn og konge! 
Sidst færdig var Kai - og det var et vanvittigt parti! Kai fik tidligt listet en offi fra modstanderen - og havde fortsat konge-angreb. Det så ud til at en Dronninge-skak på f7 og et efterfølgende tårn-offer på g5 havde givet Kai mulighed for at tage tidligt hjem. Kai valgte en anden plan, der var lidt langsommere opbygning, men stadig så ud til at virke. Pludselig flyttede Kai sit tårn til g3 - og ups, hvad nu med tårnet på h1. Det var truet af dronning - og kun dækket af g-tårnet. Nu var rådne dyr gode - og jeg tænker, at Kai i normalen havde opgivet på stedet. Heldigvis følte Kai sig kaldet til fight. Dronning og sidste officer blev byttet, så der kun var et enkelt tårn på hver side - og en 4-5 bønder mere til modstanderen. Helt ærligt - jeg gad ikke en gang tælle! Men Kai sad stille og roligt en gnuffede alle de bønder, som modstanderen helt frivilligt afleverede. Til sidst var der kun 2 tilbage - forbundne c- og d-bønder. Stadig tykt vundet - men man kunne godt se på modstanderens kropssprog, at det ikke faldt helt let. Til sidst champagne og snarlig bondeforvandling - men hov! Kai snuppede næstesidste bonde - og spillede køligt kongen tilbage tids nok til også at inhalere sidste bonde inden forvandling til dronning. Remis - og 5½-2½ til de lokale. Helt i tråd med doktor Elos forudsigelser!     
Roskilde Skakklub
Vestergade 17
4000 Roskilde

mail : jebh2505@live.dk
tlf : 24681812
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.