Jens Bo Hansen genvinder klubmesterskabet! Jens har været sikkert spillende i hele turneringen og havde før sidste runde kun afgivet 2 remisser og stod derfor på 7 points. Lige bagefter lå Jørgen Løvgreen Nielsen med 6 1/2 point. Jens kunne derfor selv afgøre sagen med en sejr i sidste runde. 

 

Selv om Jørgen sluttede flot af med en sejr over Martin Mosgaard, rystede Jens ikke på hånden og kunne kort tid efter også notere sig for en sikker gevinst over Kurt Rasmussen, der ellers har spillet en flot turnering. Dermed var mesterskabet i hus med 8 points. Jørgen bliver en ligeså sikker nr 2 med 7 1/2, mens 3. pladsen går til Henrik Bloch Andersen, der vandt det udsatte parti mod Rasmus Olsson. Henrik sluttede med 6 1/2 points.

 

Tillykke til Jens med klubmesterskab nr. 2.

Referat fra søndagens mesterrækkekamp (Jens Bo Hansen)
 
Søndag d. 27/1 stod i WM-håndboldfinalens tegn - det gjaldt om at finde på passende aktiviteter for at fordrive tiden indtil 17:30 - derfor kom Preben Løvgreens mail: "2 afbud - kan du spille?" rigtig vel. Afgang mod Hillerød for at spille mod deres 2.hold, der har fået for vane at banke alt og alle i mesterrækken. Forrige sæson blev vist til 3 gange 8-0 - og i denne har de vundet 2 gange 8-0 og en 7½-½ og sejr over en af de nærmeste rivaler. Lidt småsnak inden kampstart - JB: "I har gjort det supergodt i denne sæson", "Tjahhh...vi havde en off-day, da vi kun vandt 7½-½". Hillerøds holdleder kom forbi deres bræt 3 og 4: "I skal spille mod Løvgreen-brødrene - de spiller noget bedre end deres rating giver udtryk for! - så tag jer i agt!!" - "Ja, ja, ja....og bumme, lumme, lumme...." Kampstart:
 
Efter en halv times spil blev der nærmest simultant langet remis-tilbud over disken på bræt 3 og 4 fra sort. Jørgen, der spillede bræt 4 stod lidt i underkanten efter en eller anden variant i skotsk eller så, hvor modstanderen havde mere terræn - der blev byttet af til tårnslutspil - og modstanderen saksede tårnet ind bag Jørgens bønder og plantede det på c6 godt dækket af bonden på d5. Det så lidt vanskeligt ud - men det er så her, at vi, der kender Jørgens spillestil, ved, at Jørgen ikke giver sig uden videre bare fordi han står lidt under. Og det var heller ikke tilfældet i søndags! - Jørgen fik byttet a-bønderne, og så var der jo en åben a-linjen. Tårnet derover - og ned bag modstanderens linjer, mens modstanderens tårn var uhjælpeligt låst på c6. Det kostede et par bønder og dermed partiet. 
 
Næste afsluttede parti var mit eget. Jeg spillede med Søren Bull, som jeg har spillet mod nogle gange, da han forsvarede 1.-bræt for Jyllinge. Jeg havde ikke så gode minder fra sidst, da jeg efter skødesløst spil blev sat mat efter 14-15 træk eller så. Sort mod d4 - og en tur tilbage til fortiden med Tartakower, som jeg ikke har spillet længe. Søren kendte ikke rigtig varianten, så det lykkedes mig at udligne - eller godt vel, da jeg i det tidlige midtspil langede et strategisk remis-tilbud ud. Man risikerer jo at blive taget på ordet - og således også i søndags.
 
Næste færdige var Fadhal, der stod lidt preesset - men egentlig tænkte jeg at det så solidt ud. Modstanderen ofrede en officer for bønder - og jeg tænkte, at det ikke så helt skidt ud. Pludselig blev brikkerne sat på plads, så jeg må have overset noget:-)
 
Kai blev næste til at afslutte. Som hvid i en sicilianer søgte Kai komplikationer - der skulle ikke byttes af. Jeg synes, at sorts trusler så stærkest ud - og det endte da også med at Kai måtte aflevere et par bønder. Det nedte i bondeslutspil - og det er som bekendt vanskeligt med et par mindre end modstanderen:-)
 
Så kaldte håndbolden - men jeg nåede da at se:
 
At Lasse tilbød remis efter modstanderen havde åbnet med b6. Lasse havde længe initiativ og trusler, men da Lasse skulle til at cashe ind fandt modstanderen De7, der lige nøjagtigt holdt sammen på stumperne. Lasse skulle vel også hjem at se håndbold, så remis blev tilbudt.
 
At Preben Løvgreen efter afvist remis-tilbud stillede trusler op mod Knud - og så ved vi godt, at det kan blive kriminelt. Klonk!! - så blev løberen ofret på h7 efterfulgt af Dronningeskak på h5 og igen på f7. Officeren måtte afleveres tilbage igen- og så manglede sort bare et par bønder. Da jeg forlod Hillerød havde Preben oven i købet vundet en mere. 1-0
 
Preben Larsen spillede hvid mod Fransk - og det så egentlig meget pænt ud efter åbningen. Men nødvendig afbytning af d4 mod c5 efterlod bonden på e5 noget alene - og efter yderligere et par træk: haps, haps. Derfa var det vist mest et spørgsmål om teknik og tålmodigehed - og det havde modstanderen! 0-1
 
Søren spillede sort i sin elskede Slaver. Det så meget fint ud med afbytning af den hvid-feltede på g6. Åben h-linje - og tårnene derover for at blæse til angreb. Modstanderen pakkede - og efter Bh4 skulle der vist officersoffer til for at åbne stillingen. Det er som bekendt ikke Sørens spillestil. I stedet sendte Søren et remis-tilbud over brættet - det blev afvist i første omgang, men det endte alligevel med remis til sidst.
 
Dermed tabte vi 4½-3½ - ikke ligefrem en fremgang ift forrige sæsons match mod Hillerød, der endte med 8 remiser efter jeg selv havde forsøgt at vinde i et par timer, som sidste mand.   
 

Tirsdag den 18. december var der traditionen tro juleafslutning i RS. Det er flere år siden, at så mange har deltaget. 19 mand sad klar fordelt ved 3 borde og forsøgte i fællesskab at finde det rigtige træk i det parti fra Bent Larsens bog, som Jacob Andersen gennemgik. Som sædvanlig var der ind i mellem stor ærgrelse, når det foreslåede træk ikke var på Larsens liste. Nogle gange måske med rette, men her holder vi også fast i de traditionstro regler, som fastslår, at Bent Larsen altid har ret, når det gælder de rigtige træk og tilhørende point.

Bord 2 vandt suverænt med 27 points foran bord 1 med 13 points og bord 3 med 12 points.

 

Efter 'Find det rigtige træk' var der 10 mand tilbage til lynskakturnering. Jens Bo Hansen varetog hvervet som turneringsleder. Efter nogle hårde kampe ved brættet sluttede to mand i front med hver 8 points ud af 9. Da Henrik Mølvig havde vundet det indbyrdes parti mod Jacob Andersen, blev Henrik endelig vinder. Der var en stor æske af mærket Anthon Berg til både nr 1 og 2.

Efter denne hyggelige aften går RS på juleferie indtil tirsdag den 8. januar, hvor 4. runde af klubturneringen spilles.

 

Her er nogle billeder fra Juleskakken:

20181218 19274520181218 19275920181218 192810

 

20181218 19281320181218 19581920181218 195756

Referent Jens Bo Hansen
 
2.-holdet havde besøg af Allerød III forrige tirsdag - et klassisk A-række-hold, som man husker det fra "gamle dage" udelukkende bestående af spille fra 1. klasse. Det indebar også, at Dr. Elo havde Allerød som favoritter - og det levede de op til på denne måde:
 
Først færdig var vist Agger - og det efter et åbnings-koks, der kostede et par bønder. Det kom Agger sig aldrig over.
 
Kurt var også relativt hurtigt færdig - jeg så ikke så meget til baggrunden for nederlaget.
 
Helge havde egentlig en fin stilling efter åbningen i en nimzo. God sort springer mod tvivlsom hvid løber lukket inde bag bondekæden. Modstanderen lod sig dog ikke anfægte - og launchede attack mod Knud. Det kunne Helge ikke modstå i længden - og måtte efterhånden aflevere materiale.
 
Jørgen er gået væk fra sin fine spillestil med at kopiere verdensstjernerne - for i stedet at gå til angreb fra første træk. Løber på c4 og springerne til g5 og b5. Det så truende ud men modstanderens d5 efterfulgt af d4 og en dronningeskak på a5 kostede en officer. Godt nok kostede det modstanderens rokade og noget udvikling - men i længden holdt det ikke. Et fromt ønske er, at Jørgen vender tilbage til verdensstjernespillet:-) 
 
Arne havde en rigtig, rigtig fin stilling efter en Ld3-siciliander, hvor hvid blev efterladt med bønder på a2, c2, c3, e4 og i g- og h-linjen. Arnes springer på e5 var kæmpe - og styrede stillingen. Men Arne skulle jo også videre - og modstanderen lykkedes bedre med sin plan, der til sidst endte med at Arne måtte aflevere en afgørende bonde.
 
Ebbe spillede et solidt parti efter 1. e4, b6 - der blev holdt et lille solidt positionelt overtag hele vejen. Til sidst skulle der vælges mellem risiko eller remis - og det var godt med point til holdet, så remis.
 
Undertegnede spillede sort i en Najdorf - min modstanderen valgte ikke de skarpeste varianter, så jeg udlignede relativt enkelt. Da jeg oven i købet fik mulighed for at støde med d5 og samtidig fik byttet min springer mod min modstanders hvidfeltede begyndte det at se godt ud. Min modstander gik til angrebet - og tårnet kom via e3, e4 til g4. Jeg så godt, at tårnet kunne ofres på g7 efterfulgt af et par springerskakker på f5 truende Kg7 og De7. Men jeg ville så også true min modstanders dronning, så jeg brugte ikke mange sekunder på den trussel. Doink - så stod det hvide tårn på g7 - havde jeg overset noget? Nej, efter 3-4 tvangsmæssige træk var det meste træ byttet - og jeg sad tilbage med en officer mere.
 
Sidst færdig var Rasmus - velspillet sicilianer, der kom ud i et langt slutspil. Rasmus havde en bonde mere - men springeren på b3 var helt ude af spillet. Og endnu værre så havde den ikke nogen god vej tilbage. Af med springer og merbonde - og dronningeslutspil noget i underkanten. Modstandren afviklede til vundet bondeslutspil med denne stilling hvid: Kg2 og bønder på a4, b3, c4 og d5 og sort: Kf4 og bønder a5, b6, d6 og e5. Rasmus trækker b4 eneste mulighed for at komplicere! Der følger ;Ke5, c5 og Kxd5 - og remis efter cxb6. Desværre trykkede tiden og det blev i stedet cxd6 - og få træk senere kunne Rasmus opgive. Superærgerligt for det var godt kæmpet!   
 
6½-1½ til Allerød.
 
Jens Bo Hansens referat fra kampen:
 
På en mørk og våd decemberdag, der dog mest mindede om en almindelig vindblæst efterårsdag, drog 2.-holdet til Gribskov/Helsinge for at møde de lokale helte. 
 
Først færdig var deres referent. Af en eller anden uforklarlig årsag afveg jeg fra den variant i Leningrad, som jeg har spillet mod Jørgen de seneste gange. Et tidligt b4 var ment som et kreativt forsøg på at lede partiet i nye retninger - og det kom det også efter min modstander svar med e5. Allerede da det skete, fortrød jeg - og kamplysten forduftede. Efter yderligere et par træk tilbød jeg remis efter devisen - jeg står lidt under, så fint med en ½. Min modstander accepterede.
Næste, der blev færdig, var Agger. Egentlig var jeg optimist, da jeg kom forbi og så, at en Philidor med Agger som sort havde udviklet sig med afbytning af d-bønderne og løberpar til Agger. Jeg tænker, at de har hældt et eller andet i Aggers havregrød på plejehjemmet, for pludselig fór han frem med b- og c-bønderne - og haps, haps så er den ene forsvundet, og der var et stærkt ubehageligt angreb på konge og f7. Selvom Agger sprællede, så holdt det ikke i længden.
Næste mand færdig var Arne, der tidligt ofrede en bonde for initiativ. Modstanderens udvikling var hæmmet, og Arne fik stillet brikkerne op til "ballade". Desværre overså Arne, hvor stærkt Lg8 (skak) var. Kongen på h7 kunne ikke gå til h8, fordi Arne kunne dække modstanderens trussel mod sin Dronning med Lc4 og skak fra et tårn på e8 - der ville være mat eller tårngevinst. Ved Kg6 havde Arne det dejlige stilletræk De3 også med tårngevinst eller mat til følge. Arne havde ikke set De3 - og fik byttet dronninger med fortsat initiativ for bonden og remistilbud. Det blev modtaget.
Ebbe spillede en klassisk drage bag de sorte klodser. Intet overraskende de ca. første 10 træk. Så spillede modstandeeren f4 før Kh1 - og Ebbe erindrede, at det skal besvares med Db6. Modstanderen svarede Dd3 - og så rakte hukommelsen ikke længere. Ebbe valgt at bytte en hyp d4 og derefter flytte dronningen til a5 i stedet for direkte at spille det anbefalede Sg4. Muligvis en TN - men ikke rigtig nogen forbedring af den sorte stilling. Det er vist den pæne udlægning! - og derfra kæmpede Ebbe for at bjærge partiet til remis. Da det endte i dobbelt tårnslutspil med 7 bønder på hver side blev fredspiben røget.
Martin spillede tidligt c5 med sort i en dronngegambit, men overså en kombi, der kostede en bonde, i midtspillet. Herefter blev der slidt og slæbt - og det lykkedes at få byttet det meste træ. Tilbage var et uligefarvet løberslutspil med 4 bønder til hver på kongefløjen og en ekstra a-bonde til modstanderen, der dog ganske velvilligt gik med til at bytte 3 af de 4 bønder. Herefter var det kun manglende tid og en presset blære, der kunne ødelægge partiet. Det lykkedes at bjæge en halv og redde blæren og æren:-)
Helge var rigtigt godt med længe, men mens modstanderen fik placeret tårnene i d- og c-linjen og aktivieret løber og springer fik Helge kørt lidt for meget frem og tilbage med dronningen og fik lavet et lidt for tidligt bondefremstød til e5. Det gav modstanderen mulighed for at placere tårnene på anden revle - og det er som bekendt sjældent behageligt. Det var det heller ikke for Helge, der vred sig mere og mere på stolesædet. Til sit gav modstanderen en skak, der kostede en officer. 0-1.
Man skal passe på med at gentage sig selv - men Jørgen spiller altså som dagens verdensstjerner. Langt posi-parti med flere underliggende taktiske pointer. Der blev løbende byttet træ - og det så helt lige ud da, der kun var tårn, springer og et par bønder tilbage på hver side. Modstanderen tilbød en fed bonde - og desværre har vi ikke haft Jørgen med i Lille-Lars-land før. Her er folket stadig mærket af fortiden - og absolut ikke til at stole på!! Der er naturligvis ikke noget "gratis" deroppe - og modstanderen gennemførte sin springer-gaffel, der kostede tårnet - og ja, modstanderen kunne godt sætte mat med tårn og konge! 
Sidst færdig var Kai - og det var et vanvittigt parti! Kai fik tidligt listet en offi fra modstanderen - og havde fortsat konge-angreb. Det så ud til at en Dronninge-skak på f7 og et efterfølgende tårn-offer på g5 havde givet Kai mulighed for at tage tidligt hjem. Kai valgte en anden plan, der var lidt langsommere opbygning, men stadig så ud til at virke. Pludselig flyttede Kai sit tårn til g3 - og ups, hvad nu med tårnet på h1. Det var truet af dronning - og kun dækket af g-tårnet. Nu var rådne dyr gode - og jeg tænker, at Kai i normalen havde opgivet på stedet. Heldigvis følte Kai sig kaldet til fight. Dronning og sidste officer blev byttet, så der kun var et enkelt tårn på hver side - og en 4-5 bønder mere til modstanderen. Helt ærligt - jeg gad ikke en gang tælle! Men Kai sad stille og roligt en gnuffede alle de bønder, som modstanderen helt frivilligt afleverede. Til sidst var der kun 2 tilbage - forbundne c- og d-bønder. Stadig tykt vundet - men man kunne godt se på modstanderens kropssprog, at det ikke faldt helt let. Til sidst champagne og snarlig bondeforvandling - men hov! Kai snuppede næstesidste bonde - og spillede køligt kongen tilbage tids nok til også at inhalere sidste bonde inden forvandling til dronning. Remis - og 5½-2½ til de lokale. Helt i tråd med doktor Elos forudsigelser!     
Roskilde Skakklub
Vestergade 17
4000 Roskilde

mail : jebh2505@live.dk
tlf : 24681812
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.